Der træder et regelsæt i kraft, når der søges om skilsmisse. Dette regelsæt findes som udgangspunkt i ægtefælleloven (lov om ægtefællers økonomiske forhold, også forkortet ÆFL). Disse regler gælder for alle ægtefæller, ved mindre der er bestemt andet af andet ægteparret eller tredjemand. Det kan være lidt en jungle at finde rundt i denne store bunke regler, du bør kende, hvis du står midt i en skilsmisse. Men der er heldigvis hjælp for dig at hente. I denne artikel skal vi kaste et blik på enkelte relevante regler - men bemærk dog, at vi langtfra dækker alle regler fyldestgørende.

Er der vedtaget bestemmelser om særeje?

Som det klare udgangspunkt skal der ske ligedeling mellem ægtefæller ved skilsmisse. Det betyder, at hvis parret til sammen ejer 10 mio. kr., så får hver 5 mio. kr. Dette gælder også, hvis manden ejer 0 mio. kr. og konen ejer 10 mio. kr. Der findes mange undtagelser til dette princip. Et af de måske mest velkendte er særeje ved skilsmisse, og dette skal vi stille skarpt på nu. Der er to persongrupper, som kan træffe bestemmelser om særeeje. Er der truffet bestemmelser om særeje, skal ét aktiv, én aktivgruppe eller hele formuen ikke deles ved skilsmisse, hvorfor ægtefællen kan beholde, hvad denne ejer selv. Særeje kan bestemmes af ægtefællerne selv; dette skal ske gennem en ægtepagt, og denne skal tinglyses for at have virkning. Derudover kan tredjemand også træffe bestemmelser om særeje. Dette kan fx være en arvelader, der kan bestemme, at arvemodtager skal modtage en arv som særeje. Men det kan også være en gavegiver, som kan bestemme, at det aktiv, vedkommende vil give som gave, skal være særeje. Det er dog værd at bemærke, at en sådan bestemmelser om særeje skal gives samtidig med gaveløftet - gavegiver kan således ikke komme flere år efter, at gaveløftet er givet, og gaven er udleveret, og sige, at det skal være særeje. Ønskes der særeje i en sådan situation, må ægtefællerne få lavet og tinglyst en ægtepagt med bestemmelse herom. Særeje kan ikke træffes i et ubegrænset omfang. Der er regler for, hvordan sådanne bestemmelser om særeje skal forfattes, samt også hvordan de kan forfattes. Ægtefælleloven opridser nemlig nogle udtømmende muligheder for, hvordan man kan aftale særeje. Et eksempel herpå kan være brøkdelssæreje, hvor det bestemmes, at en brøkdel af formuen - fx halvdelen - skal være særeje. Et andet eksempel kan være en bestemmelse om, at særejet over en årrække nedtrappes, fx således at de første 10 år i ægteskabet er der særeje for 100%, de næste 10 år er der særeje for 50% og for de år derudover er der intet særeje.